URBANblog
jump to navigation

Skotland

Læs mere om globaleye her

Dette indlæg vat et tillæg til Skotlands-guiden i Berlingske Tidendes Rejseliv-sektion den 19. januar. Den udgave af Rejseliv bruges som messeavis til årets rejsemesse, Ferie’08, i Bella Centeret.

Insider tips til Skotland

The Fringe
Edinburgh er en vidunderligt uhyggelig middelalderby med sodede borge på høje bakker og en stemning af melankoli i de brostensbelagte gyder. Men én gang om året forvandler byen sig til et inferno af gøgl, musik og teater: I august måned afholdes den massive teaterfestival, Edinburgh Festival, og den tiltrækker folk fra hele verden. Kunstnere af enhver genre og niveau samles og underholder i teatre, på comedy-klubber og på gader og stræder; der tilbydes billetter til alt fra La Boheme til tohovede damer og tattoos. Der er bogstavelig talt dømt fest i byen – i hele august bobler Edinburgh af liv og glade dage.

Fife
Fife, halvøen nord for Edinburgh på Skotlands østkyst, er grønt landbrugsland plettet med middelalderborge. De små fiskerbyer på Fifes solbeskinnede kyst er venlige og pittoreske. Anstruther serverer prisbelønnet fish ’n chips, og i den lille by Crail kan man købe friskfanget, kogt hummer og krabbe fra et lille træskur på havnen (fra 12-16 på hverdage). Ved lavvande ligger bådene så dybt i Crails havn – fem meter under gadeplan – at fiskerne må kravle ad lange, lodrette stiger for at komme ned til dem.

Den smukke St. Andrews, er Skotlands ældste universitetsby og fuld af adel og ”gamle penge”. Husene er små, oldgamle og i ulastelig stand, flankeret af majestætiske løvtræer. Hele byen emmer af historie og klasse, og det er da også her man har størst chance for at finde delikatesser, bøger og lækkert tøj nord for Edinburgh. Golfentusiaster fra hele verden valfarter til St. Andrews for at spille på verdens ældste og fineste golfbane, Old Course, hvor British Open spilles jævnligt. Banen ligger ved den distingverede Royal and Ancient Golf Club, som blev grundlagt af adelsmænd i 1754.

Aberdeenshire & Speyside
På havnen i den lille by, Arbroath, kan man smage egnens specialitet ”Smokies” (røget kuller). Hos det gamle, familiedrevne røgeri M&M Spinks er Spinks senior som regel god for et par historier om egnen og havet, mens man sidder og spiser sin fisk direkte fra avispapiret.

De naturstridige små kystbyer, Pennan, Crovie og Gardentown ligger for foden af så stejle skråninger, at man er nødt til at stille bilen og gå ned til dem. Én række forblæste huse holder stand mellem klippe og hav i de isolerede minisamfund.

Indlands fra kysten lokker Speyside-området med frodige bakker, landsbyidyl og – ikke mindst – områdets mange whiskydestillerier. De fleste destillerier tilbyder guidede ture og whiskysmagninger, hvor man lærer alt om fremstilling af single malt. Turene er af meget svingende pris og kvalitet; fra ½ til to timer, fra gratis til 7 pund og fra gabende kedsommeligt til dybt interessant. Vi besøgte ni destilllerier og kan især anbefale Aberlouer, Glenlivet og Strathisla.

Archiestown Hotel & Restaurant er ren stokroseidyl og har noget af Speysides bedste Angus-kød.

Invernessshire
Bunchrew Caravan Park ved Inverness er uden tvivl en af Skotlands smukkeste campingpladser. Teltområdet er en blød græseng ud til Beauly Firth, hvor man kan sidde under birketræer og spejde efter områdets vilde delfiner.

I Golspie nord for Inverness ligger Dunrobin Castle. som blev opført af den berygtede Sutherland-klan (højlandets Medici-familie) i det 17. og 18. århundrede. Til forskel fra Skotlands mange mørke middelalderborge, står Dunrobin som en Disney-drøm med spir, tårne og franske haver. Hver dag er der to opvisninger med stedets falkoner og hans fantastiske, dresserede rovfugle. Opvisningerne er spektakulære – gå endelig ikke glip af dem, hvis I er på de kanter.

Nordkysten
Kunstnerkollektivet Balnakiel Village i Durness ligger som en eksotisk fugl i det forblæste og sammenbidte Nordskotland. Få varmen med en Mountain Mocha og en chokoladetrøffel i chokoladecaféen Cocoa Mountain – så har du dækket dit kaloriebehov for resten af dagen.

Vestkysten
I Ullapool bor der en sæl lige ved havnekajen. Hvis man står og venter lidt kommer han tit op og siger hej.

Caberfeidh i Lochinver har vestkystens bedste pub fare. Deres ”battered haddock” (fish ’n chips) er muligvis Skotlands bedste.

Vestkysten af højlandet byder på noget af Skotlands allersmukkeste natur. Golfstrømmen tilfører her det ellers golde mos- og klippelandskab et eksotisk strejf af regnskovslignende områder og sågar palmetræer. I inverewe ligger den fantastiske Inverewe Botanic Garden med eksotiske blomster fra hele verden.

Shieldaigh, Applecross og Plockton er overjordisk hyggelige småbyer på vestkysten med smuk arkitektur, landsbyhygge og gode pubs. Byen Portree på Isle of Skye er også utrolig pittoresk, når vejret ellers arter sig.

Glem alt om insect repellants!! Det ultimative våben mod vestkystens irritende mitter (småfluer) er en kropsolie ved navn Avon – skin so soft. Mitterne kan af uransaglige årsager ikke lide lugten.

The Great Glen
Når man er på vej til Loch Ness kan det betale sig at tage en nat på den yndige landevejskro, Glenmoriston Arms, i Invermoriston. Her er alting ternet, blødt og uendelig hyggeligt.

Fiddler’s Pub i Drumnadrochit serverer en forrygende haggis. Hvis den rigtige campingplads skulle være fyldt op, ligger der i øvrigt et smukt gammelt stutteri på bakken lige syd for byen, hvor man kan campere for en slik.

Glen Coe-dalen hedder ”grådens dal” på dansk, og landskabet lever op til sit navn: stejle, grønne bjerge og lavthængende skyer. Melankolsk og guddommelig smukt.

I Fort Williams, Skotlands adrenalin- og aktivitetsby, kan man prøve kræfter med Skotlands højeste bjerg, Ben Nevis, som kan bestiges på syv-otte timer retur uden klatretekniske forudsætninger. Man kan også kaste sig ud i en omgang isklatring på verdens største indendørs bane i Kinlochleven.

Praktisk
Vi rejste i august og september 2007 og brugte omkring tre uger på turen. Vi kørte selv i en lejet personbil fra Edinburgh nordpå langs kysten hele højlandet rundt (mod uret). Undervejs boede vi i telt på campingpladser, på hostels og på B&Bs. Vi forudbestilte på intet tidspunkt værelser eller camp sites og havde sjældent problemer med at finde et sted at sove. Dog bestilte vi hotelværelser til Edinburgh i MEGET god tid. Under festivalen i august er det umuligt at finde et værelse. Skotland har allemandsret, hvilket betyder, at man må slå sit telt op på offentlige steder. Man skal bare lige indkalkulere det barske klima, som især på nordkysten byder på meget blæst og regn. Også om sommeren.

se billeder fra turen her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv updatet på foredrag etc. HER

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv updatet på foredrag etc. HER

Middelalderslotte og økologiske dildoer

Mystiske, mørke Edinburgh kendes primært som en middelalderperle af kampestenshuse og brostensgyder med den berømte sortsodede borg tronende højt over byens tage. Mange forbinder instinktivt Edinburgh med krimininalromaner og blodig klanhistorie. Turistoperatørerne i byen udnytter stemningen fuldt ud med guidede ture i detektivernes fodspor og timebetalte spøgelser katakomberne. Men Edinburgh er meget mere end sit rygte. Skotternes hovedstad er trods sit gotiskromantiske udseende en moderne metropol med fantastiske kultur- og madoplevelser.

Her er et par af vores yndlingssteder og –oplevelser i byen:

Princes Street Gardens
Den gamle voldgrav, som deler Edinburgh i Old og New Town, er i dag omdannet til den smukkeste park, som er alt andet end mørk og uhyggelig. Blomster, græs og pavilloner med live musik gør haverne til hele byens samlingssted fra april til oktober. Tag en pause fra den hektiske Princes Street og nyd en sandwich i græsset sammen med resten af byens indbyggere.

George Street
Parallelgaden til Princes Street er ikke til at komme uden om, når det gælder shopping og restauranter. Her kommer de unge og hippe og alle os, der gerne vil være det. Kig ind i hotellet Tigerlily og nyd en cocktail i spejlbaren eller spis en solid gang tapas i den superlækre kæderestaurant, AllBarOne.

Victoria Street
Et godt alternativ til George Street er den lille hyggelige Victoria Street, syd for Old Town. Små, skæve butikker med stråhatte og gysertegneserier holder til i farvestrålende huse på den skrå gade. Besøg for eksempel kunstnerkollektivet Oddities Clothing, som sælger tøj og interiør med smukke hjemmedesignede prints. Eller kig ind i den flydende delikatesseforretning, DemiJohn, og tap hjemmebrygget spiritus, olie eller saft direkte fra store laboratoriekolber ned i din egen flaske.

Broughton Street
Kvarteret omkring Broughton Street er Edinburghs hippie/bohemekvarter. Det er her man finder biodynamiske delikatesser og designershops med hjemmesyede tweedjakker. Det er også her man finder Nordeuropas første butik med økologisk lingeri og sexlegetøj. I Organic Pleasures kan man købe fair trade blondetrusser og gennemdesignede dildoer helt uden ftalater og andet skidt.

Balmoral
Edinburghs ældste og fineste hotel er jernbanehotellet, The Balmoral. Her forenes klanternede traditioner med forfinet, fransk soir-de-vivre. Sean Connery bor aldrig andre steder, når han er i byen, og J.K.Rowlings skrev det syvende og sidste bind af Potter i hotellets smukke Tweed Suite. Prøv at komme levende igennem en overdådig Afternoon Tea i den smukke Palm Court – den stiller lysten til søde sager for de næste par uger.

Mary Kings Close
Hvis lysten til at svælge lidt i middelalderuhyggen skulle melde sig, er et af de bedste steder Mary Kings Close i Old Town. Her kan man gå på en guidet tur ned i den del af Edinburgh, som den nuværende by er bygget oven på. Altså en hel landsby mange meter under den nuværende Old Town. Fascinerende at se gamle huse og butikker og høre om livet, som det så ud i Edinburgh for flere hundrede år siden. Og mon ikke der falder en spøgelseshistorie eller to af, nu man er dernede..?

Ian Rankin
Hvis man er til Ian Rankins kriminalromaner, er det en fantastisk oplevelse at gå rundt i Edinburgh og se steder som Arthur’s Seat og The Millenium Clock i virkeligheden. Rigtige afficionados kan gå på en Rebus-tur gennem byen og få udpeget alle detaljer. Turene afgår passende nok fra Inspector Rebus’ stambar; Oxford Bar

The Fringe
Hvert år i august måned afholder Edinburgh sin verdensberømte teaterfestival, som tiltrækker musikere, komikere, teaterfolk og gøglere fra hele verden. Byen er proppet med mennesker hele måneden, der er teater-venues overalt og man skal reservere sit hotelværelse i MEGET god tid. Nogle vil mene, det er det sjoveste tidspunkt at besøge Edinburgh på – andre skyr august i Edinburgh som pesten. Vi syntes, det var ret fantastisk at opleve. Højdepunkterne for os var at se Daniel Kitson – verdens måske sjoveste mand – på den lille, autentiske comedy club, The Stand. Vi var også til et par shows i det hyggelige Pleasance Courtyard, der i godt vejr forvandles til en gigantisk havefest midt i byen. Og så er det en surreel oplevelse at gå ned ad The Royal Mile – byens ældste gade – og blive overfaldet af gadegøglere, sækkepibespillere og håbefulde talenter, som prøve at lokke dig ind at se deres show med flyers, happenings og godt gammeldags plageri.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv updatet på foredrag etc. HER

Comments»

1. frederikke - 19 f 08

hej jeg er en pige på tolv år og jeg har et spørgsmål og det er har i været på glamis slottet

2. Dissertation Topics provider - 14 f 11

In spite of its being very hard and tricky, the students go on with writing their UK dissertation papers so that they can get their desired degrees.

3. Louis Vuitton - 21 f 12

Thanks for your article.

4. Coach Factory Outlet - 21 f 12

A few of itsthat can be worn every dayandbeyond are the Classic Flap Bag