I Ostional ligger der en lille forskerstation, som i de sidste 20 år har fulgt og kortlagt det månedlige havskildpaddebesøg. Rejsende i Costa Rica kan få lov at bo gratis et par dage på stationen mod at hjælpe med arbejdet. Man skal ikke forvente den store luksus. Stationen er gammel og ramponeret, indkvarteringen foregår i slidte køjesenge og menuen hedder ris og bønner til morgen, middag og aften. Til gengæld kan man få lov at opleve et af naturens vidundere på helt tæt hold.

Når havskildpadder udklækkes, kravler de direkte i havet og svømmer væk fra deres fødestrand og ud i verdenshavene. Men når hunnerne er kønsmodne, omkring 30 år senere, vender de tilbage til deres fødestrand for at lægge æg dér. De æg, der lægges i sommermånederne går til i det varme sand og bliver aldrig udklækket, men af en eller anden grund insisterer skildpadderne alligevel på at lægge dem. Det lille, fattige lokalsamfund omkring stranden har fået lov at samle sommeræggene, og det er i høj grad salget af æggene (der anses for at være potensfremmende), som holder landsbyen i gang.

Æglægningen foregår om natten og kræver ro fred. Hvis der er for meget forstyrrende lys og lyd, skræmmes skildpadderne væk. Så under ”la arribada” er hele stranden i Ostional lukket for svømning og surfing. Kun forskerstationen har lov at patruljere stranden om natten for at tælle padderne og passe på dem. Og det er her man som gæst kan få lov at slå sine folder. Forskerstationens biologer deler nemlig hellere en gerne nattevagterne med besøgende, så de kan få lidt søvn.

Arbejdet består i at gå frem og tilbage langs vandet; ti minutters gang, ti minutters pause, ti minutter tilbage igen og så forfra. Mens man går rundt i mørket (uden lommelygte – man må ikke forstyrre dyrene) tæller man hvor mange skildpadder, der kommer i land og begynder at lægge æg. Samtidig skræmmer man de hunde, der kommer for at få æggekage, væk fra rederne. Om sommeren kommer der kun et par hundrede havskildpadder på en nat, men i vintermånederne kommer der så mange tusind, at det er svært at komme frem for bare skildpadder.

Oplevelsen er enestående: De enorme padder kravler målrettet op på stranden og begynder at grave sig ned i sandet uden at ænse noget omkring sig. Man kan stå ganske tæt på dem og se dem græde, mens de lægger æg under stjernerne. At opleve en ”arribada” er et must, når man er i Costa Rica.

I Costa Rica finder man inden for en overskuelig radius tæt regnskov, hvide sandstrande, bjerge, vulkaner og en overvældende gæstfrihed. Costa Ricanerne, også kaldet ”ticos”, er nemlig mindst lige så imødekommende som deres frodige natur. Vi boede for eksempel hjemme hos nogle venners venner, som vi aldrig før havde mødt. I seks uger, vel at mærke. Ikke noget problem. Costa Ricas motto er ”Pura Vida” – (det rene/ægte liv) som løseligt kan oversættes til ”no problem”, og det er i den grad sådan det føles at rejse rundt i Costa Rica. No problem. Pura Vida.

I den sydøstlige del af landet ligger nationalparken Corcovado, som ifølge National Geographic har verdens største artsdiversitet per km2. Det vil sige flest forskellige dyr og planter per km2. Området er en stor, vild jungle med kun få overnatningsmuligheder i udkanten af parken, og det ligger 12-15 timers strabadserende buskørsel fra hovedstaden San José. Alligevel bør alle rejsende i Costa Rica seriøst overveje at tage hertil. Regnskovens skønhed er uforlignelig, og der er garanti for at se masser af aber, araer og måske endda pantere.

Vi rejste den lange vej i en af de lokale busser med sæder, der er konstrueret til folk på max 160 cm, og en ikkeeksisterende affjedring. Ikke just komfortabelt. Men på busserne oplever man en lokalkolorit, der til fulde opvejer de ømme balder; højtråbende avocadosælgere, nysgerrige tandløse damer og fine gamle mænd med hvide gaucho-hatte. Sent om aftenen ankom vi til havnebyen Puerto Jimenez, hvor vi måtte overnatte, så vi kunne komme med morgenbussen til den lille by Carate, der er sidste stop inden parken. Selv sent om aftenen var varmen og fugten overvældende. Regnskoven var pludselig tæt på.

Bussen næste morgen tidlig viste sig at være en ladvogn med to hårde træbænke og en presenning som tag. Der var plads til seks, vi var tolv. Så det var heller ingen komfortabel tur. Til gengæld gik jordvejen langs kysten gennem den smukkeste, vilde regnskov. Alt var overspændt saftigt og grønt i tusind nuancer, jungledyr løb over vejen og ind i den tætte skov, og af og til flaksede en koboltblå sommerfugl med gyldenrød mave tæt forbi os. Det begyndte at regne, tungt og varmt, og presenningen tog kun lige det værste, så vi blev stille og roligt gennemblødte. Heldigvis var det varmt, og verden duftede af eventyr, så vi var ligeglade. Efter et par timer nåede vi Carate, et trinbræt i junglen, hvorfra vi kunne spadsere de sidste par kilometer til parken og den telt-lejr, vi skulle bo på.

Corcovado Lodge Tent Camp er en luksuriøs teltlejr på stranden i udkanten af Corcovado-junglen. Teltene har trægulv og rigtige senge, og hovedbygningen, hvor restauranten og badeværelserne ligger, er bygget i kolonistil i mørkt træ. Overalt kribler det af liv: Der bor farvestrålende papegøjer i træerne over ens telt, den lille sø på grunden er fuld af frøer, og hver eftermiddag besøger en gruppe skrålende makak-aber restaurantens store mangotræ. Fra selve lodgen kan man gå dagture ind i junglen og så vende tilbage til et kølende bad og en drink i de hvide hængekøjer i baren. Ret så perfekt. Og man skal ikke langt væk fra lodgen, før man står midt i regnskovsmylderet.

På vores allerførste tur så vi to funklende ”scarlet maccaws” (røde araer), en lille gylden aguti (en regnskovsgnaver) og en hel familie coatier (næsebjørne). Vi fulgte diskret efter coatifamilien og fandt et godt skjulested, hvor vi kunne sidde gemt og betragte ungerne die, lege med hinanden og hjælpe de voksne med at grave efter krabber i sandet. Pludselig faldt der en stråle lige ved siden af os. Da vi kiggede op, så vi lige ind i en abenumse i palmen et par meter over vores hoveder. Der sad simpelthen en capuciner-abe og tissede på os! Vi kunne godt regne ud, at den prøvede at få os til at skride, men vi var så optagede af de søde, små coatier, at vi nægtede. Først da aben begyndte at kyle frugt efter os, opgav vi ævred og tog benene på nakken. Og på vej væk opdagede vi, hvorfor den var så fjendtlig. På ryggen af den sad den fineste, lille, hvidfjæsede unge og klamrede sig til sin mors pels, mens den kiggede forskræmt ned på os. Den har ikke været mere end et par dage gammel. Sikke et syn! Så lader man sig jo gerne pisse lidt på…

Lad det være sagt med det samme; jeg har ikke den store fidus til molekylær gastronomi. De få gange jeg alligevel har overgivet mig til kemigale kokke, er jeg hver gang gået skuffet (og meget fattigere) fra bordet. Jeg har siddet i både Tivoli og Ålsgårde og ærgret mig over deres ”hjernemad”; kogekunst med mere ambition end smag. Mad, der taler til intellektet frem for sanserne, taler generelt ikke til mig.

Når jeg alligevel for nylig begav mig til The Fat Duck i udkanten af London, var det primært for at glæde Timm. Han har længe fablet om at prøve verdens to bedste restauranter – Fat Duck i England og El Bulli i Catalonien – og Valentines dag virkede som en god anledning, når det nu skulle være. Det kunne ikke blive lige på dagen - der er to måneders ventetid på et bord, så man kan ikke tillade sig at være kræsen med datoen. Det er bare om at slå til.

The Fat Duck ejes og drives med stramme tøjler af madguruen Heston Blumentahl, som i kokkekredse går under kælenavnet ”den kulinariske alkymist” på grund af sin molekylære mad. Blumentahl er noget så sjældent som en autodidakt kok, hvis restaurant nu på tredje år er indehaver af tre Michelin-stjerner. Hans seneste kogebog, In search of perfection, udforsker den perfekte tilberedning af hverdagsmad som pizza og spaghetti bolognaise og konkluderer blandt andet, at en ovnstegt kylling skal marineres over flere omgange natten over og derpå steges i seks timer ved 60 grader. Den slags nørderi kan jeg godt blive lidt træt af.

The Fat Duck er indrettet i en gammel kro i den idylliske stokroselandsby Bray, 45 minutter uden for London. Interiøret er afdæmpet og luksuriøst komfortabelt efter devisen ”det er først godt nok, når man ikke lægger mærke til det”. Lokalet er enkelt og overraskende småt; her er kun plads til omkring 60 gæster ved 15 borde. Her er ingen dress code, og stedet virker umiddelbart rart og uprætentiøst. Vi slapper af fra første minut. To tjenere rækker os simultant det læderindbundne menukort og bringer os straks to glas perfekt afkølet Taittinger Brut – på huset – og en skål med helt friske grønne oliven. Vi beslutter os ret hurtigt for tasting menuen. Med retter som sneglevælling, varm og kold iste og nitrogentilberedt røræg med baconis ser tasting-menuen ud til at repræsentere den molekylære gastronomi på smukkeste vis. Det skærer mig i hjertet at vælge á la carte-kortets jomfruhummerlasagne fra til fordel for sennepsis og blodpølsemousse. Men det er det, vi er her for at opleve.

De første småretter bliver serveret i en lynende fart efter hinanden. Vores kvindelige tjener, som hurtigt viser sig at være indbegrebet af kompetence, fryser en grøn te og vodka-creme i flydende nitrogen ved vores bord og lader os nyde ganerenseren i én mundfuld, mens hun sprøjter et pust citronaroma ud over bordet. Prætentiøst? Måske. Men effekten er rensende for alle sanser. Næste starter består af to gelefirkanter; én orange, én rød. Tjeneren forklarer, at serveringen er en appelsin- og en rødbedegele og siger ”I suggest you start with the orange”. Vi propper pligtskyldigt den orange firkant i munden og opdager, at den smager af rødbede! Og ja, den røde af appelsin. Klassisk sanseforvirring. Da tjeneren henter tallerknerne, spørger vi hende, om der nogensinde er gæster, som ”består prøven”. Hun svarer smilende, at køkkenet bare lige vil se, om de er på bølgelængde med folk, inden måltidet går i gang. Molekylekokke kan åbenbart godt have humoristisk sans.

De næste tre retter er ren overskud: østers med peberrodscreme og passionsfrugtgele, sennepsis med rødkålsgaspacho og trøffeltoast og ristet foie gras, som serveres sammen med en dampende mosbakke, der understreger jordtonerne. Vores Silvaner Spätlese, som vi drikker til alle starters, er i løbet af serveringerne blevet et par grader varmere og supplerer madens skovnoter. Det er simpelthen perfekt. En fantasifuld skaldyrsret anrettes som et lille stykke strand med sand og havskum og ledsages af bølgebrus i en medfølgende i-pod. Ren teater. Andre retter som lakridspocheret laks og anjou-due, er enkle og uprætentiøst velsmagende. Da vi når til desserterne, er vi for længst enige om, at vi sidder midt i vores livs bedste måltid. Uden sammenligning! Vi overgiver os 100% til den molekylære gastronomi og konkluderer, at hjernemad godt kan gå lige i hjertet, når bare det er gennemtænkt og fuldt af smag. Vi er allerede ved at spare sammen til næste tur til The Fat Duck…

Solen hænger lavt og ses kun som en rødmen over horisonten. Himlen er kornblomstblå og de sneklædte bakker omkring os skinner gyldent i eftermiddagslyset. Vi sidder overskrævs på en træslæde, der glider lydløst gennem snelandskabet, og varmer os i rensdyrskind og tykke luffer. Foran slæden trækker otte alaskahunde os af sted i rask tempo, som om de ved, hvad der venter forude og glæder sig til at nå frem. Temperaturen er faldet til minus 15 grader, så det bider godt i kinderne. Vores svenske slædefører med de blå, blå øjne griner til os med istapper i skægget. Det er en smuk dag i Kiruna, her 200 kilometer nord for polarcirklen i det nordligste Sverige.

Slædehundene dirrer af energi. De elsker at løbe og sætter i gang, før slædeføreren kan nå at råbe “aiki, aiki”. De vil frem over isen. Deres øjne er blå som slædeførerens, kroppene magre og senede og pelsen brun, hvid og blank. Under munden fryser deres savl til is i små tapper, som klirrer, når man klapper dem. Vi stopper ved en ottekantet samisk hytte og drikker kaffe om et lejrbål for at få varmen. Det er fantastisk at mærke den varme væske sprede sig i kroppen og få den til at slappe af igen. Hundene spiser sne og piver for at komme videre.

I nat skal vi sove på Ishotellet i Jukkasjärvi. Det er et eventyrligt palads af is og sne fra den store Torne-flod, som bygges kunstfærdigt op hver vinter, blot for at smelte igen, når foråret kommer. Værelserne i den enorme igloo er designet af berømte arkitekter, kunstnere og håndværkere og fremstår som unikke kunstværker med isskulpturer, islysekroner og ismøbler. Selv sengene er af is! Vores værelse ligner mest af alt en munkecelle med hvælvede, kalkede vægge og lofter. På issengen ligger en tynd madras, rensdyrskind og en polarsovepose. Alt er dækket af et fint lag is, da vi lægger os til at sove. Vi har drukket os mod til i ishotellets isbar, der serverer vodkasjusser i isglas, og det er vi glade for nu. Her er nemlig minus 5 grader. Øjenlågene fryser fast og vores hænder bliver følelsesløse på få minutter. Men lyset er næsten overjordisk, elveragtigt, og her er komplet og aldeles stille, så efter et par minutter betyder kulden ikke spor. Vi kysser med varme læber og kolde næser og lover hinanden, det ikke bliver sidste gang, vi besøger Ishotellet.

Se billeder fra turen HER