Cookie- og privatlivspolitikAustralien
Perth til Exmouth, Western Australia
Noget der ligner 80 % af turismen i Australien går til østkystens berømte strande, koralrev og surfbyer. I højsæsonen november til marts er der efter sigende en veritabel massevandring af backpackere og mobile homes fra Cairns til Sydney. Så da vi planlagde vores rejse til OZ, valgte vi hurtigt at rejse på vestkysten i stedet. Vi ankom til Perth, lejede en firehjulstrækker (essentielt i denne del af OZ) og kørte så nordpå langs kysten mod Exmouth. Her kommer et udpluk af vores dagbog fra den tre uger lange tur:
Cervantes
20. september
Vi har sovet længe. Den er allerede 08.30, og det pisser stadig ned. Må løbe over til bade/toiletbygningen i underbukser og vindjakke og få vores bad. Havde nok regnet med, at det var lidt varmere i Australien. Vi kører i det skiftende vejr ud til Pinnacles og ser fantastisk kraftige regnbuer på vejen. Pinnacles er en masse små og store limstenmonolitter, der bare står midt ude i ingenting. En hel ørken fuld af dem. Selvom det er gråt og vådt, er her vidunderlig smukt alligevel. En helt speciel stemning som er svær at forklare. Lidt eventyragtigt - som noget Tolkien kunne have fundet på. Det er blevet tusmørke ,da vi kører tilbage til den øde campingplads. På vejen ser vi kænguruhoveder stikke op af buskadset i vejkanten. Vi kommer helt tæt på dem før de blir bange og hopper væk.
Geraldton
21. september
Står tidligt op. Det er overskyet, men i det mindste regner det ikke. Kører mod Geraldton ad kystvejen og hører Ipod på bilanlægget. Stopper og spiser madder på molen i Dongara, en smuk lille fiskerby på vejen. Kommmer til Geraldton ved 14.30 tiden og kører direkte til Visitors Centre for at få et kort over byen og de nærmeste campingpladser. Geraldton er vestkystens næststørste by og her er egentlig masser af se. Men vi er utålmodige efter at komme nordpå mod varmen og hvalerne, så vi bruger bare byen som et pit stop. Finder en bager, køber latte og sætter os ned til stranden og hygger i en times tid. Solen skinner endelig, og det er faktisk lidt varmere her 250 km nord for Perth. Ah!
Kalbarri
22. september
Er igen tidligt oppe og hurtigt afsted mod Kalbarri. Vejret er fint, så vi spiser morgenmad ude igen. Altså som i udendørs ved campingbordet. Turen er smuk som bare fanden. Solen skinner og enorme kornmarker åbner sig efter hver bakketop. Efter nogle timer kommer vi ud til havet igen. Og til Kalbarri; en lille, superhyggelig ferieby ved vandet. På Visitors Centre forhører vi os om The Loop, et otte km. langt track i Kalberri National Park, som vi gerne vil gå i morgen. Vi skal lige sikre os, det ikke er oversvømmet.
Næste morgen starter vi med at se på pelikanfodring på stranden lige ved vores campingplads. Hvor er det hyggeligt at være i en by, der fodrer sine pelikaner! Kører ud til the Loop med vand og et par sandwich i rygsækkene. Det er en lidt rough tur ud til nationalparken, men det er ikke noget problem i en 4WD.
Vi går afted fra det berømte ”Nature’s Window” og nyder de smukke vuer, der åbenbarer sig for os undervejs. Først går vi på den røde bjergryg, så nede ved floden. Vi klatrer på små plateauer, der stikker ud fra klipperne. De gløder i tusind nuancer af orange. Nogle gange skal vi gennem passager, der er så små, at vi må tage rygsækken af og kante den foran os. Klipperne bliver efterhånden til frodig flodbred med boabtræer, græs og store eukalyptusduftende buske. Møder vilde papegøjer og et par bjerggeder på en lodret bjergvæg. Ren idyl.
Denham, Shark Bay
24. september
Shark Bay er en fredet bugt med et enestående marineliv, så selvom det er en stor afstikker fra vores rute, vælger vi at tage ud for at se, om vi mon ikke skulle kunne spotte nogle hvaler. Vi kører de 400 km. uden andre stop end en hurtig dieselpåfyldning. Landskabet er goldt, fladt og rødt. Eneste afveksling er de store ørne og gribbe, der kredser om vejens ”road kill”. Vi går i zen-mode og taler næsten ikke i den varme bil.
Områdets hovedattraktion er Monkey Mia, et turistresort med daglige fodringer af farvandets halvtamme delfiner. Turister valfarter til det kedelige og røvdyre resort for at stå i en kødrand og glo på delfiner hver eftermiddag mellem 15 og 16. Resten af tiden sidder de på resortets grillbar og spiser pomfritter. Vi skynder os videre. I Denham finder vi en skipper, der vil sejle os ud til Steep Point, som er både Australiens vestligste punkt og efter sigende et meget smukt sted.
Vi lægger fra land i skipperens store Aquarush-zodiac; en gammel livredningsbåd, som er bygget til hård sø. Målet er at se Steep Point, så mange havdyr som muligt og så ellers få fart på udover stepperne. Vi flyver afsted over bølgerne, forcerer otte meter høje bølger og hænger i luften i hvad der føles som flere sekunders frit fald. Det er ligesom at køre i rutchebane, bare i åben sø. Vi hviner af fryd og også lidt af glæde over at overleve. Ser havørne med unger på rede, havskildpadder og så mange delfiner, at vi næsten ikke gider pege til sidst. Her er dugonger, delfiner, rokker og masser af hajer. Men det smukkeste er alligevel landskabet: Australiens vestligste punkt, en 146m meter høj ildrød klippevæg, hvor bølgerne smadrer så hårdt imod, at det hvide skum aldrig når at skumme af, før den næste kommer. Vi er gennemblødte, saltede og vindblæste, men synet af pynten i de høje bølger er så enestående, at vi glemmer alt om at fryse.
Coral Bay
26. september
Coral Bay er en rendyrket lille ferieby med kilometerlange, hvide strande, to solbrilleshops og et par hyggelige restauranter. Vi ramler midt ind i en skolesommerferie, og de lokale synes her er totalt overrendt. Vi griner lidt af australiernes forkælede pladsvaner - de skulle prøve at se Bellevue på en sommersøndag!
Vi overgiver os til feriestemningen og lever den næste uges tid på stranden. Sandet er varmt, vandet er dejligt og forfriskende, og vi ender med mest at læse dårlige paperbacks, gå ture og spise fish n’ chips på den lokale snask. Og så får vi testet bilens firehjulstræk i klitterne! Fedt at være i et land, hvor man må cruise rundt på strandene og finde øde bugter. Vi tager også en dag på vandet, denne gang med en lidt roligere båd, for at snorkle og lede efter hvaler. Et par smukke pukkelhvaler kommer forbi, blandt andet en mor med sin kalv, og vi ser igen masser af delfiner. Det bedste er en guidet snorkeltur på det smukke rev, hvor vi ligger længe lige hen over to fede grå revhaver, der ligger og bliver renset på en cleaning station.
Der er to veje til Exmouth: den asfalterede hovedvej og en lille ufremkommelig grusvej, der går gennem både klitter og floder. Vi tager selvfølgelig grusvejen. Med vores nyvundne 4WD-selvtillid samt et par gode råd fra naboerne på campingpladsen er vi ikke til at skyde igennem, når det kommer til off roading. Vi kører langs kysten i landskaber, der er vilde og smukke og meget tæt på. Og vi har det helt for os selv. Tre gange må vi stoppe for en emumor med unger, der skal over vejen. Vi snorkler og spiser frokost i den smukkeste turkisblå lagune, LeFroy Bay, som vi aldrig har hørt om før, og som er helt øde. Vi overvejer at slå lejr og blive der natten over, men vi er nødt til at krydse Yardie Creek ved 15-tiden, hvor der er lavvande. Ellers når vi ikke til Exmouth i dag. Og så går vi glip af vores dykkeraftale. Så det må blive næste gang…
Exmouth
2. oktober
Exmouth er ikke nær så charmerende som Coral Bay men til gengæld varmere og ikke så overrendt. Vi finder et kæmpe camp site med skyggende træer og påtrængende emuer, og her kan vi få vasket støvet af både kroppe og bil, så det er helt perfekt. Vi har booket to dyk ved det berømte Ningaloo Reef-koralrev, som mange mener er lige så smukt som Great Barrier i øst, og vi glæder os rigtig meget til at få hovedet under vand igen. Desværre er sigtbarheden ekstremt lav, så vi får ikke set mange koraller. Faktisk ligger vi i en ærtesuppe så tyk, at vi får brug for alle vore navigatoriske evner for overhovedet at finde tilbage til båden. Men ud af suppen dukker fantastiske havdyr op, et efter et. Mantaer, fede potato cods og langskæggede catfish. Og så hører vi hvalsang på dykkene! Det er helt syret pludselig at have en lyddimension i den ellers så stille verden under vand.
Exmouth bliver også det sted, hvor vi for alvor får set hvaler. Masser af dem, både fra kysten og på bådture. De er på vej ned til de arktiske vande med deres små kalve og svømmer tæt på land for at æde og være i læ og sikkerhed. Vi bruger timevis på stranden med vores lille fuglekikkert og en ordentlig klump i halsen.
Se udvalgte billeder fra WA ved at klikke:her
Gibb River Road
Vi ankommer til Derby først på en varm søndag eftermiddag. Derby er en lille og til gengæld sindssygt kedelig by, men den er sidste by inden Gibb River Road, så der er ingen vej uden om. ”The Gibb” er en knap 700 kilometer lang vej gennem et af verdens mest isolerede naturområder, Kimberley. Eller vej og vej, det er måske så meget sagt. Man skal have en ordentlig firehjulstrækker for at begive sig afsted på turen, og selv da skal man køre forsigtigt. Historier om strandede og omkomne turister på The Gibb, sværmer på alle campingpladser i Nordvestaustralien. Der er ikke mange muligheder for at proviantere undervejs, så det er vigtigt at forberede sig godt og fylde bilen med mad, vand, benzin og reservedæk. Alt det har vi planlagt at gøre i Derby. Derby er desværre bare lukket om søndagen.
Windjana Gorge
Selv om vi er lorne ved bare at køre afsted, gider vi simpelthen ikke overnatte i en affolket flække. Så vi ender med at køre ud på The Gibb en sen søndag eftermiddag med halvtom bil; alt det, man ikke må gøre! Det tager længere tid end beregnet at komme til det første campsite ved Windjana Gorge, og solen går stille og roligt ned bag os. Vi ender med at køre de sidste mange kilometer i mørke, uden at kunne se mere end et par meter af den bugtende, stenede vej foran os. Kænguruerne myldrer rundt om bilen. Heldigvis skyder de en langt højere gennemsnitsfart end os og er ikke i fare for at blive ramt. Ud på aftenen kommer vi til en savanne-camp, badet i det smukkeste månelys, og kan slå telt op og lave mad i lyset fra fuldmånen. Det lange græs lyser sølvhvidt i mørket mellem teltene, og der er helt stille i lejren. Det virker som om vi er landet midt i et elverlandskab. Det er svært at sove fra al skønheden.
Ved solopgang bliver vi vækket af en flok brahman-køer, der trisser rundt mellem teltene på pladsen. I dagslys er landskabet helt anderledes varmt og støvet og fuldt af orangerøde farver. I Windjana-kløften holder de små, forholdsvis fredelige ferskvandskrokodiller til. Der er ikke meget vand i floden, så de små diller ligger tæt og skuler til os. Der er en regnskovsagtig bevoksning langs flodlejet; grønne lianer og masser af junglebregner. Vi stopper op og nyder idyllen. Pludselig bliver stilheden afbrudt af en infernalsk skrålen og skræppen. Denne gang er det ikke de hvide papagøjer, som ellers skråler i hele Vestaustralien. Det er et træ fuld af flagermus. Vi er nok kommet til at vække dem, og nu flyver de rundt mellem træerne for at finde et nyt sted de kan hænge og sove med hovedet nedad. Der er flere tusind af dem.
Bells Gorge
Vi fortsætter østpå ad den stenede vej til Bells Gorge og når igen frem lige inden mørkets frembrud. Ved campen kan man tage en lille metalplade fra en tavle, (hvis der er flere tilbage) og køre ud på nogle helt private lodder tæt på kløften. Vi tager det lod, der hedder Wattle Glen. Det er vist navnet på en fugl. Det viser sig at være et totalt hyggeligt, helt privat, lod lige ned til Bells Creek. Her er frodigt og fuldt af tropiske blomster, og flodens nysgerrige skildpadder kravler op til os for at sige velkommen (og også lidt for at tigge æbler). Vi sætter camp og drikker en kold Tooheys Xtra Dry i solnedgangen.
Hele næste dag tilbringer vi i Bells Gorge, som er den smukkeste røde kløft fuld af vandfald og krystalklare ferskvandspools. Det er over 40 grader i skyggen, og vi har ikke været ordentligt i bad i et par dage, så nydelsen ved køligt, rent vand er slet ikke til at beskrive. Det er også bare om at nyde det nu! Længere østpå er vandløbene plaget af aggressive saltvandskrokodiller, og dem gider vi ikke bade med.
Imintji Roadhouse
Midt på Gibb River Road kommer vi til Imintji Roadhouse, hvor vi stopper for at fylde bilen op med diesel. Vi spørger værtsparret, om de har strøm til vores batterier, og de siger sødt, vi bare kan komme ind i baglokalet og sætte det hele til. Vi falder i snak og ender med at blive hængende et par timer og høre om deres liv i outbacken. Ud over at servicere de turister, der kommer forbi, leverer John og Linda også varer til tre forskellige aboriginale communities og hjælper desuden de fjolser, der trods alle advarsler prøver at krydse floderne i regntiden og sidder fast. Regntiden kommer tidligt i år. Og voldsomt. Det kan man se på de mange kænguruunger. Kænguruer kan nemlig, fortælller John, fremskynde eller forlænge deres graviditet, alt efter hvornår regntiden kommer. De kan oven i købet få to unger på en gang, hvis de kan mærke, det snart bliver dejligt vådt og grønt.
El Questro
Vi kører de 370 km ud til El Questro i et hug. Det er en gold og øde strækning, hård, kørsel, hvor vi ikke ser et levende væsen i en hel dag. Afbrændte ghost gum-træer i vejkantens røde jord danner et uhyggeligt men sært betagende landskab. El Questro er en to millioner kvadratmeter stor, privatejet park. Og det mærker man, straks man ankommer. Alt er ultrakommercielt. Her er bar, gourmetrestaurant, luksushotel, hytter, karaokeaften og et væld af arrangerede ture. Der er meget langt til det øvrige Gibb River Roads vilde ensomhed. Heldigvis kan man også overnatte på nogle helt tilvoksede, primitive lodder ved en flod langt fra restauranterne. Vi finder en smuk jungleteltplads ud til floden og føler os straks hjemme.
Trods det velkæmmede image byder El Questro på en overflod af smuk natur. Zepedee Springs, for eksempel, et smukt lille regnskovsparadis med små klare kilder og Chamberlain Gorge, hvor vi lejer en elbåd og sejler i solnedgangen.Vi er desværre kommet for langt østpå til at kunne bade i floderne, selv om varmen gør det meget svært at modstå. Her er for mange saltvandskrokodiller, og vi vælger at adlyde de store advarselsskilte og holde os i båden.
Purnululu / Bungle Bungle
Vi afslutter vores Gibb River-tur med at køre ned til Purnululu National park eller Bungle Bungle, som den hedder i folkemunde. Det bliver varmere for hver dag, der går. 45 grader står der på et termometer ved et roadhouse. I skyggen. Vi afsætter en time og regner med at have rigelig tid til at køre de 53 km fra hovedvejen ind til Bungle Bungle. Men, øj hvor tager vi fejl. Det er den vildeste, bakkede, sandedeste vej vi endnu har kørt på. Totalt skægt, men vi kører 15 kilometer i timen og når igen først frem, lige som solen går ned.
Næste morgen tidlig kører vi ud til Echidna Chasms; en smal kløft, der rejser sig over 80 meter over os i brændte orange farver. Og så ned i den stik modsatte ende af parken og se ”bikuberne” - de verdensberømte Bungle Bungle-bjerge. Og de ER fantastiske. Farverne chancerer fra mørkegrå til dyb rød i fine vandrette striber, og selve formen af bjergene er som et stort blødt tæppe af buler. Et månelandskab på jord. Helt utroligt! Vi bliver sentimentale og synes, det er det smukkeste, vi endnu har set. Går en tur i Cathedral Gorge; en enorm katedrallignende hule for enden af et udtørret flodsystem, der i regnsæsonen bliver til et frådende vandhelvede. Der er stadig lidt vand herinde og vi bader i den dejligt kølige sø og kigger på himlen over os, omkranset af de gule og orange katedraler.
Kununurra
Tilbage i campen om eftermiddagen er vi godt trætte af de lange gåture og gennemblødte af varmen. Her er ikke noget bad, så fluerne (og dem er her rigtig mange af!) begynder at blive lovlig nærgående. Næste morgen er fluerne endnu mere irriterende, og vi er desuden endegyldigt ved at løbe tør for mad og vand (har levet af spaghetti med ketchup i tre dage), så vi pakker vores ting og kører de 53 rutchebanekilometer tilbage til hovedvejen. Herfra kan vi køre direkte mod byen Kununurra, som er Gibb River Roads østlige bastion. Det viser sig heldigvis at være en væsentlig mere interessant og hyggelig by end Derby. Og så kan vi få et ordentligt bad – det første i ti dage – spise frisk mad og frugt og genvinde lidt af vores tabte civilisation.
Advarsler og skrækhistorier falder tæt, når samtalen falder på Kimberley og Gibb River Road, og man skal da også tage påbudene alvorligt. Når det er sagt, fandt vi advarslerne en kende overdrevne. Hvis man forholder sig til årstiden og forbereder sig grundigt, er Kimberley slet ikke så ufremkommeligt, som det bliver gjort til. Kørslen er til tider hård, solen brænder og fluerne kravler ind i øjne, ører og mund. Forholdene er primitive til ikke-eksisterende, og en gang i mellem længes man noget så forfærdeligt efter frisk mælk, brusebade og asfaltveje. Men når man ligger ved Manning Gorge, helt alene i verden, under en fuldmåne så stor at man ikke tror sine egne øjne, med duften af paperbark-træets blomster i luften, så glemmer man alt om hullede veje og støv og fluer og føler sig som en ægte opdagelsesrejsende i en uspoleret verden.
Vil du se flere billeder fra turen, kan du klikke:her
Hvis du har lyst til at vide mere om os, se flere billeder og læse artikler vi har skrevet til forskellige magasiner kan du klikke på vores hjemmesidelink til højre på denne blog.(www.globaleye.dk)
Efter en uges daseri i Darwin sætter vi kurs mod den berømte nationalpark, Kakadu. På vejen skal vi imidlertid lige et smut forbi en lille ø, Goat Island, der ligger midt i Adelaide River, verdens mest krokodilleifesterede flod. Vi har hørt om en efter sigende tosset dansker, Kaj, som ejer øen og driver et lille B&B. På vejen skal vi hente hans mate, Chris, som er øens tømrer. Han er også dansker. Og efter sigende mindst ligeså skør.
Vi henter Chris i en forstad til Darwin. Han står i vejkanten, lille og skrøbelig, med skrigorange t-shirt og ligner en olding (vi får senere at vide at han kun er knap halvtreds – men han har også haft et hårdt liv). Han snakker meget gebrokkent fynsk til os med mange australske ord i. Med dagen bliver det lidt bedre. Vi kører ud til jettyen ved Adelaidefloden og fem minutter efter kommer Kaj for at hente os. Han taler bedre dansk end Chris, og han ser væsentligt bedre ud. Sundere ihvertfald. Han har et enormt mellemrum mellem fortænderne, som han gør sig umage for at flashe så meget som overhovedet muligt. Han snakker uafbrudt og griner højt og længe – ikke mindst af sig selv.
Vi sejler 22 kilometer op ad den sumpede flod til Goat Island. Øen er lillebitte og meget grøn og frodig med et hovedhus og barak med værelser, forbundet af en stor træterasse. Overalt er der fine udskæringer af træ; frøer og nisser og flotte mønstre. Det viser sig at være Chris, der bruger sin fritid på at gå og snitte små kunstværker. Kaj trakterer os til en kold øl og det, han kalder verdens bedste hotdogs nord for sydpolen. Vi er tilbøjelige til at give ham ret. Men vi har også levet meget af pasta på det sidste. Ud over os, har Kaj besøg af en gruppe australske lystfiskere. De kommer tilbage fra en morgenfisketur med fire poser tomme øldåser og kan næsten ikke ramme døren til deres værelse. Australiere fra Northern Territories kan drikke imponerende meget øl! Vi smider selv et par liner i vandet men holder os dog til en enkelt øl hver. Solen går på hæld og hele flodlejet bliver gyldent mellem alt det mørkegrønne.
Kaj har købt T-bonesteaks til sine gæster, og vi hjælper ham med at tilberede dem. Kajs kone bryder sig hverken om varme eller krokodiller og har søgt tilflugt på Tasmanien, og Kaj er lykkelig for en hånd i køkkenet. Timm får allernådigst lov at marinere og stege bøfferne, og Kaj disker op med de brunede kartofler, han altid serverer til turisterne. Lystfiskerne spiser op og nikker anerkendende af bøfferne. Selv om de ikke er meget for at indrømme, at en dansker kan styre en ”barbie”. Chris siger ikke så meget. Måske savner han den ro, der normalt hviler over øen. Han går i hvert fald tidligt i seng.
Efter middagen er det Caseys tur til at få mad. Casey er den lokale saltvandskrokodille, som lever vildt i floden men kommer op på land hver aften for at få rester. Hun er en pænt stor krokodille, og vi får et helt sug i maven, når hun hapser ud efter benene og knaser dem mellem sine skarpe tænder. Der er ingen tvivl om, hvad hun ville kunne gøre ved en menneskekrop. Vi nyder synet på sikker afstand og går ind og tager et par øl til med Kaj. Lystfiskerne går i seng. Og godt det samme. De var så småt begyndt at tale i tåger.
Kaj bliver også lidt fuld og begynder at synge gamle viser. Katrine, som er vokset op med en visesyngende far, kender en del af dem og synger til Kajs store glæde med. Der kommer Nielsen bitter og en didgeridoo på bordet. En sær blanding, men den gir forunderligt nokt mening herude; et smukt billede af en dansker i outback’en. Den klassiske, danske bitter, vi vel nok er det eneste folkefærd, der drikker, og den klassiske didj, aboriginerne vel er de eneste, der spiller på. Kultursammenstødet når sit klimaks, da Kaj spiller Kim Larsen på didjen. Vi går trætte og berusede i seng på et værelse fuld af små, søde træfrøer og med Kaj’s konstante, høje latter hængende i luften. Han er sgu en skæg kanut. Vågner tidligt næste morgen til fuglesang og morgenmad med flodudsigt. Kaj sejler os tilbage til jettyen og virkelighedens verden, og vi siger farvel og på gensyn. Han siger bevæget, at hans hjerte synger af begejstring over at have mødt os. I lige måde, Kaj, i lige måde!
Hvis du vil se billeder fra Goat Island kan du klikke:her
Husk at du kan se flere af de artikler vi har skrevet til forskellige magasiner, ved at klikke på linket til vores hjemmeside til højre længere oppe på denne side.
Orm på menuen.
Forestil dig at sætte tænderne i en sprællevende, fed, hvid orm! Lyder det tillokkende? Det synes vi heller ikke. Men der er situationer her i livet, hvor man ikke har andet valg end at gøre det, man har mindst lyst til. En af de situationer opstod for os i Australien…
Vi havde rejst rundt et par måneder i Australien, da vi kom til en fattig aboriginalkommune, Gunya Titjikala, omkring 100 km fra Alice Springs. De lokale aboriginere var utrolig søde og imødekommende og gjorde alt for at få os til at føle os velkomne. Vi blev vist rundt i hele landsbyen for at se skolen og kirken og møde medicinmanden, Johnny Briscoe, vi spiste sammen om bål under stjernerne og følte os som en del af fællesskabet. Det er tydeligt, hvor stolte aboriginerne var over deres tusind år gamle kultur, og hvor gerne de ville dele traditionerne med os. En dag kom to af landsbyens damer, Nora og Emily, hen til vores telt for at invitere os med en tur ud i ørkenen. Nora var kæmpetyk og Emily havde skæg og manglede et øje. De talte næsten ingen engelsk og var meget generte, så det tog os lang tid at forstå, hvad de ville os. Først efter et godt stykke tids mumlen gik det op for os, hvad de ville, og vi fulgte efter dem ud i det røde støv.
Samtalen var sparsom og gik efter kort tid i stå. Aboriginerne er ikke bange for tavshed, og vi endte med at acceptere stilheden, selv om det var svært ikke at føle sig akavede. Midt ude i bushen stoppede vi pludselig. Uden yderligere forklaring gik Nora og Emily målrettet hen til hver sin busk og satte sig til at grave rødder op. Vi kiggede undrende til. Efter ganske kort tid begyndte de at hale mangroveorme ud af buskenes rødder. De var ret ulækre at se på, store og hvidgule med sorte hoveder. Emily overrakte stolt en orm til os hver, og vi forstod til vores skræk, at det var meningen, vi skulle spise den. Og at det var en æresbevisning, der ikke kunne afslås. Det ville simpelthen krænke vores gæstfri værter. En af os kom i befippelse til at trykke på ormen, og vi så til vores rædsel, at der flød gult pudslignende slim ud af den. Det hjalp ikke på appetitten.
Heldigvis fornemmede damerne vores skepsis. De tændte et bål og smed ormene ind i gløderne, så de lige blev stegt et par minutter. Og så var der ingen vej tilbage. I det mindste vred de sig ikke længere. Vi tog tøvende en første bid og blev overraskede. Ormene smagte mest af majs (tilsat sand og aske), og så længe vi ikke tænkte over, hvad det var vi tyggede i, var det egentlig ok. Vi sagde dog pænt nej tak, da anden omgang blev budt rundt. Det virkede Nora og Emily heldigvis helt tilfredse med. Så var der jo også flere til dem selv.
I løbet af vores dage i Gunya Titjikala fik vi tilbudt både orme, kænguruhale og honningmyrer. Og selv om det af og til var en overvindelse at smage på det fremmede, sagde vi altid ja til at prøve noget nyt. For ikke alene bygger det bro at tage imod det, man får tilbudt ude i verden. Det hænder faktisk også, at man opdager, det fremmede smager godt.
Se billeder af menuen HER
Emujagt og ansigtstab
Husk vores foredrag om Australien i november! Se mere på www.globaleye.dk/nyheder
I løbet af fire måneders rundrejse i Australien oplevede vi adskillige gange at strande midt i bushen ved solnedgangstid og være tvunget til at slå teltet op i vejkanten. I Australien er det nemlig en meget dårlig idé at køre bil efter mørkets frembrud, hvor kænguruerne er mest aktive. Man ender bare med en ufrivillig kølerfigur. Vi så hundreder af døde kænguruer, kaniner og dingoer langs vejene med kredsende Lucky Luke-gribbe over sig. En dag passerede vi endda en død kamel i vejkanten!
En dag, hvor vi var på vej sydpå fra Darwin til Alice Springs på en af verdens længste, mest begivenhedsløse strækninger, gik solen ned bag os midt i ørkenen. Vi havde kørt i hvad der føles som flere uger, og det var efterhånden ret mørkt, da vi nåede kvægstationen Banka Banka. Heldigvis lader de fleste kvægstationer rejsende overnatte på deres grund for et symbolsk beløb. Der var allerede to andre biler foruden vores egen udbankede firehjulstrækker. Vi slog teltet op på en dejligt blød græsplæne, tog et langt brusebad i badesalen og fik gang i primussen. Ren luksus!
Mens vi stod og kogte pasta, kom stedets halvtamme emu luntende hen og iagttog os nysgerrigt. Vi kunne ikke lade være med at grine af det absurde i, at Australiens pendant til en staldkat er – en struds! Som aftenen skred frem blev den mindre og mindre sky og kom tættere og tættere på. Den endte med at stå og kigge Timm over skulderen, mens han sad og ordnede billeder på sin laptop. Vi havde fået en ven i vildmarken.
Næste morgen var emuen imidlertid ikke helt så venskabelig. Den virkede faktisk som om den havde fået det forkerte ben ud af sengen, og af en eller anden grund, var det lejrens mænd, som blev lagt for had. Mig havde den ikke noget imod. Den gik til angreb på en stakkels italiener, så han tabte både sin opvask og en pæn del af sin mandighed. Han blev rasende. Ikke så meget over opvasken som over det ydmygende i at blive fældet af en fugl foran sin unge kæreste. Vi synes det var ret sjovt. Lige indtil den få minutter senere gik efter Timm, der stadig stod i morgenhår og underbukser. Heldigvis er Timm opvokset på Vestegnen, så han parerede med et par flotte karatespark og skræmte emuen væk.
Humøret var højt under morgenmaden. Timm glædede sig allerede til at fortælle familie og venner om sit modige udfald mod Australiens vilde dyr. Men emuen var ikke færdig med ham. Da vi en halv times tid senere havde pakket sammen og skulle til at køre, fodrede jeg den lidt brødskorper. Vi var åbenbart stadig fine venner. Men da Timm ville tage et billede af idyllen, slog det klik for Hr. Emu. Han gik til angreb på Timm med krum hals og baskende vinger, og denne gang lod han sig ikke skræmme af spark og Albertslundattitude. Stakkels Timm blev jagtet et par gange rundt på plænen, indtil han faldt lige på røven og tabte sit kamera. I samme sekund Timm lå ned, vendte emuen sig og gik stille og roligt væk. Den havde fået sin hævn.
Timm havde fået knækket både kameraobjektiv og mandighed og havde svært ved at se det sjove i situationen. Det havde de til gengæld ikke på Europæiske! Det er jo trods alt temmelig absurd at blive jagtet af en emu - det plejer vist traditionelt at være den anden vej rundt. Heldigvis stillede forsikringen ikke spørgsmålstegn ved historien. Efter nogle minutters høj latter fik vi både masser af medfølelse og lovning om erstatning. Kameraet blev sendt til reparation på Europæiskes regning. Den knækkede mandighed må Timm selv klare….
Vi købte en helårs rejseforsikring hos Europæiske til vores jordomrejse. Den kostede en arm og et ben, og vi var lige ved ikke at gide den. En rygskade, ituslået kamera, en stjålen taske og et par forsinkede flyafgange senere var vi lykkelige for, at vi alligevel havde investeret de penge. De tjente sig godt ind. Der er forskel i pris på de rejseforsikringer, man kan få på det danske marked, men også på serviceniveauet hos de forskellige alarmcentraler. Find en forsikring, der har søde og effektive alarmcentraler. Når uheldet er ude, har man ikke lyst til at diskutere med sit forsikringsselskab!
Jul i Melbourne
Australiens to største byer, Sydney og Melbourne, befinder sig i en evig rivaliseren om at være landets flotteste, hippeste og mest kulturelle by. Sydney har på forhånd et par fordele i kraft af byens fantastiske klima, Operahuset og den skærgårdslignende natur. Men hvad Sydney har i naturrigdom, har Melbourne til gengæld i sjæl. Byen blander den berømte, australske afslappethed med europæisk finkultur og kant i et superinteressant miks, man aldrig bliver træt af. Et besøg omkring juletid, midt i den sydaustralske højsommer, kan ikke anbefales varmt nok. Her er et par af vores yndlingssteder i Melbourne og omegn:
Federation Square - byens stolthed og centrale samlingsplads. Sammenlignet med det Sydneys vidunderlige operahus, er Federation Square noget af en grim ælling. Men det store kompleks huser både kunst- og filmmuseer og et væld af gode restauranter og caféer, og i sommermånederne summer pladsen af liv. Prøv for eksempel den fænomenale restaurant Taxi, som har et pan-asiatisk menukort, udsigt over floden og flere måneders ventetid på et bord.
Fitzroy - kunstnerkvarteret. Her er der en god blanding af retrobutikker, lækre modebutikker med funky, lokalt design, gallerier med fotokunst og masser af gode restauranter og cafeer. Atmosfæren er afslappet og kreativ, som en pæn version af Christiania - inklusive alt det sjove, uden skraldet og stofferne.
St. Kilda – det gamle sommerferiested ved stranden. En rigtig fin, gammel lido med brede promenader og tivoli på stranden. Ved siden af de originale gamle konditorier er der åbnet smarte, små designbutikker og surfshops. Blandingen er superhyggelig og giver gode sommerferiefornemmelser. Besøg The Prince, et dyrt men lækkert designerhotel, og nyd tagterassen og de mørkebrunt malede gange med orange Arne Jacobsen-stole. Alternativt kan man indlogere sig på det lækre, minimalistiske hostel, Base Backpackers, som er ige så strømlinet men noget billigere.
South Yarra – det eksklusive museumskvarter. South Yarra, lige syd for floden, er Melbournes fine kvarter med luksuslejligheder, store parker og brede boulevarder. Besøg det lille fine hotel, The Lyall, som ligger på Condé Nast’s top 100 over bedste hoteller i verden. Her blandes afdæmpet luksus med personlig, afslappet betjening. Lidt farligt – når man bor her, har man slet ikke lyst til at gå ud at se byen! Den lille familiedrevne Café e Cucina på Chapel Street serverer klassiske, italienske retter, så englene synger.
The Historical Coffee Trek – en anden måde at se byen på. Melbourne er, kva sit store italienske mindretal, Australiens kaffehovedstad. Denne guidede gåtur gennem indre by besøger de bedste og ældste caféer og giver indsigt i både kaffebrygning og i byens historie. Det er en væver lille italienerinde, der har turene, og hendes lokalkendskab og entusiasme smitter i den grad af. Vores yndlingscafé endte med at blive Federal Coffee Palace i GPO i centrum. Der fik vi verdens måske allerbedste caffé latte.
Queen Victoria Market - et overflødighedshorn af gourmetvarer. Madmarked i fine gamle haller, der stadig idag fungerer som salgsboder for de lokale slagtere, bagere, frugthandlere og delikatessemestre. Glem de guidede ture og gå bare rundt på egen hånd og snak med de handlende. Reserver masser af plads til alle smagsprøverne!
Torquay – surfmekkaet syd for Melbourne. En lille times kørsel syd for Melbourne ligger den hyggelige lille ferieby Torquay, hvor man kan prøve kræfter med den australske nationalsport, surfing. Lige meget hvilket niveau, man befinder sig på, er en surflektion en helt fantastisk oplevelse. Det er skideskægt og ikke svært at komme igang med, selv om man er en tumpe.
Christmas Barbie on the beach – juleaften i Melbourne. Så diametralt modsat en dansk jul, som noget kan være. Australsk jul foregår rundt om den transportable grill i badebukser på den nærmeste strand. Man kan sagtens troppe op, selv om man ikke kender nogen – det kommer man lynhurtigt til. Folk tager bøffer og øl med, og så forvandles hele stranden til én stor folkefest. Der bliver sunget, grillet og badet fra om formiddagen til langt ud på aftenen. En utraditionel, nogen vil måske mene ugudelig, jul – men sjov!!
Husk at tilmelde dig vores nyhedsbrev på www.globaleye.dk/forside2
Nytår i Sydney
Sydney er en af de byer i verden, der bliver skrevet allermest om. Forståeligt nok – Sydney er bjergtagende smukt anlagt på øer og skrænter og har den perfekte blanding af afslappet strandkultur og kosmopolitisk byliv. Det er et fantastisk sted at besøge hele året rundt. Men især hen over nytår, viser Sydney sig fra sin allerbedste side; det er højsommer og byen summer af liv og oplevelser. Og selve nytårsaften kan ikke fejres noget bedre sted i verden end i Sydney!
Der er mange mennesker i Sydney mellem jul og nytår, så det er essentielt at være i god tid med sit hotelværelse. Et sted, vi kan anbefale er hotellet, The Sebel, som ligger under den fantastiske Sydney Harbour Bridge lige ud til vandet og Operahuset. Bedre udsigt fås næppe i hele Sydney. Og hotellet er i øvrigt rart og lækkert. Området omkring hotellet, The Rock, er meget turistet og fuldt af folk i juledagene, så det gælder om at finde de små oaser. Caféen Senso på Pier 8 er et skønt, lille åndehul med god kaffe, hjemmebagte croissanter og et fortrinsvist lokalt klientel. Husk også at besøge shoppinggaden Oxford Street i Paddington, Woolloomoloos superluksuriøse havnerestauranter og Darling Harbours hyggelige caféer.
Færgerne fra Circular Quay sejler ud til Sydneys forskellige bydele og til de smukke strande, blandt andre Manly Beach. I juledagene er der MANGE mennesker med færgerne, og man kan få lyst til at give op ved synet af de lange køer. Men fortvivl ikke. Sydney er vant til juledagenes menneskemængder og har systematiseret færgefarten så effektivt, at man aldrig venter særlig længe. Og et besøg på Manly Beach skal man ikke snyde sig selv for. Stranden er stor og rummelig med plads til både solbadning og surfing – også i ved nytårstid.
Den 26. december, også kaldet Boxing Day, starter en af verdens hårdeste og mest prestigefyldte kapsejladser, ”Sydney to Hobart”. Hele Sydneys bugt vrimler af smukke sejlskibe og nysgerrige hjuldampere, speedbåde og havkajakker, og himlen vrimler med nyhedshelikoptere og reklamefly. Meget flot og spektakulært. Fra Circular Quay kan man tage en dagstur ud og komme helt tæt på halløjet.
Selve nytårsaften fyldes Sydneys havn af op mod en million mennesker, som alle kommer at se den berømte nytårsfyrværkeri. Fra tidligt om morgenen planter folk sig med picnickurve og taburetter langs vandet for at være i første parket. Nogle af restauranterne på Circular Quay som Ocean Room og Wildfire, tilbyder nytårsarrangementer med mad, drikke, musik og byens bedste udsigt til fyrværkeriet. Arrangementerne er dyre og svære at få billet til, men de er som regel både pengene og besværet værd – alene for udsigten. Nytårsfyrværkeriet skydes af over flere omgange i løbet af aftenen; over broen, over Operahuset og over vandet. Hver time fra kl. 21 sker der som regel noget nyt, og hele aftenen igennem sejler smukt oplyste skibe rundt langs kajen. Og det er spektakulært! Helt klart en af de ting, der skal opleves i dette liv.
Hvis du vil være sikker på nyeste info om vores foredrag, så tilmeld dig nyhedsbrevet på vores hjemmeside. Se linket lidt oppe til højre på denne side.
Comments»
Hej jeg har et lidt mærkeligt sp, som jeg ikke kan få svar på. Jeg har set at i lejede en bil i AU ved Travellers Auto Barn, problemet er at vi står og skal vælge et camper firma i AU og er faldet over Travellers Auto Barn som har nogle ret gode priser, MEN vi har bare ikke hørt så meget godt om dem, men er det noget i kan anbefale?
Håber i vil bruge tid på at svare på et lidt fjollet spørgsmål.
Mvh Lars
Kære Lars.
Det er da et meget relevant spørgsmål - ikke spor fjollet!
Vi var meget glade for at leje hos T.A.B. fordi deres tilbud passede rigtig godt til vores behov. Dermed ikke sagt, at alt var perfekt.
Fordele og ulemper:
- Vi havde brug for et længevarende lejemål (3,5 måned), så prisen var afgørende, og der var T.A.B. de “billigste”. Men vi fik også en god pris.
- Vi VILLE have en firehjulstrækker, så vi kunne køre off road. Det havde T.A.B. til en overkommelig pris.
- Bilerne er ikke de nyeste. Det betyder til gengæld, at man kan “hærge” dem lidt, uden at betale for det.
- Vi oplevede problemer som f.eks. et ødelagt køleskab midt i ørkenen (ikke sjovt!). Men serviceafdelingen hos T.A.B. var meget hjælpsom. Vi oplevede kun velvilje, fleksibilitet og god service.
Altså var vi generelt meget tilfredse. Men hvis I f. eks. vægter komfort og luksus over mobilitet (off road-muligheder), skal I nok finde nogle andre.
Håber det hjælper lidt..? Hav under alle omstændigheder en god tur til fantastiske AU. (Og husk, vi holder foredrag om Australien her i november, hvis I har brug for lidt inspiration - se tider på http://www.myplanet.com)
Mange hilsner
Katrine
Hej I to.
Tak for jeres nede-paa-jorden beretninger fra jeres rejser - en fornoejelse at det, som det ellers tit er tilfaeldet, bliver blaest op i Discovery Chanel “kom-lige-her-og-se-hvor-grim-en-emu-i-virkeligheden-er” format. Tak for det…
Jeg befinder mig pt i Australien og venter paa at min kaereste skal andkomme. Vi har lejet en autocamper og skal, bla., koere rundt i outbacken. Mit spoergsmaal er saa, hvordan med overnatning udenfor de etablerede pladser, kan det andbefales, eller har I mere fidus til at man koerer ind paa et indhegnet (og overvaaget) omraade???
Glaedelig jul her fra.
Christer Steffensen.
It turns out to be incredibly trouble-free to share the most recent news internationally via the internet.
Thanks for your article.
A few of itsthat can be worn every dayandbeyond are the Classic Flap Bag