Cookie- og privatlivspolitikAsien
Nabucco Island, indonesisk Borneo
”Welcome to Paradise”. Vi bliver mødt af skiltet på vej ind ad bådebroen til Nabucco Island Resort. Og selv om det sikkert står på mange skilte rundt omkring på små tropiske øer, så er vi mere end villige til at tro netop dette skilt. Vi har været undervejs i 16 timer på fire fly og en meget lang bådtur uden den mindste søvn eller mad undervejs. Vi er klar til at tro på alt! Landgangsbroen ind til den lille palmeø, baren med havudsigt og de friske drikkekokos er med til at forstærke opfattelsen. Vores hytte ligger på vestsiden af øen i solnedgangsvue og, ganske som de ni andre hytter på øen, på pæle i vandkanten og helt privat. Fra vores terasse kigger vi ud over tyrkist hav med mørkegrøn regnskov i baggrunden, og lige da vi stiller bagagen flyver den første havørn forbi. Paradis? Det skal nok passe.
Nabucco Island er på størrelse med to fodboldbaner og ligger midt i Maratuaatollen på Borneos østkyst. Det eneste, der bryder øens tætte palmebevoksning , er de smukke bungalows. Vi er kun 13 gæster i alt, så Timm og jeg har hele den vestlige ende af øen for os selv og kan vandre omkring på terassen kun iført solcreme og klipklappere. Det eneste, der passerer vores hytte, er et par havvaraner, som sjosker forbi uden at løfte et øjenbryn. Om natten skyller havet ind under hytten og skvulper os i søvn. Nøj, hvor man sover godt med havgus i øregangene!
Tre gange om dagen ringer restauranten med klokken. Der er masser af frisk fisk, kylling og ris på menuen, uden for meget chili af hensyn til de sarte europæerganer. I det hele taget har køkkenet på den sødeste måde forsøgt at ramme en europæisk stil: Nasi Goreng med to skiver tomat og agurk lagt pænt på et salatblad. Så vi ikke føler, vi er helt uden for lands lov og ret. Hver aften får vi fire retter og alt er friskbagt og hjemmelavet af de råvarer, der sejles ind dagligt og de krydderier, der vokser på øen. Citrongræs, selleri, kanel og friskhøstet muskatnød – altsammen så aromatisk at det bider i næsen og synger i smagsløgene! Skuddene fra en nyfældet kokospalme bliver til salat om aftenen, og alle måltider velsignes af en overdådighed af frisk, sød frugt. Indtaget i solnedgangslys med havet for fødderne smager det, nåja, himmelsk.
Ind i mellem måltiderne får vi også tid til at dykke lidt. Området er, i modsætning til det berømte Sipadan længere nordpå, ret uudforsket og uspoleret, så vi får revene for os selv. På ni dages dykning møder vi ingen andre dykkere! De dygtige dykkerguider viser os både makroliv og mantarokker, og der er overvældende meget liv at kigge på. På ét dyk ser vi både revhajer, leopardhaj, skildpadder, ørnerokke og pygmæsøheste plus det løse. Faktisk ser vi skildpadder på alle dyk og leopardhajer på to ud af tre, og det er jo ikke nogen dårlig statistik. Der er altid mindst to eller tre dykkerguider med, også selvom vi nogen gange kun er fire dykkere, og det giver sikkerhed i vandet.
For det meste dykker vi bare på revene omkring Nabucco. Men vi tager også på dagsudflugter til blandt andet det berømte dykkersted, Sangalaki. Den er kendt for sine mantarokker. Og vi er knap kommet i vandet, før den første manta viser sig. Hvor er de smukke! Med et vingefang på tre-fire meter, svæver de langsomt hen over os. Vi ser en seks-otte stykker på begge af dagens to dyk, og det niver lige meget i hjertet hver gang. Vi kan slet ikke se os mætte! Dykningen i området er egentlig ret let men kan alligevel ikke anbefales til nybegyndere, mest fordi stedet forventer, at man selv kender og husker alle udstyrs- og sikkerhedsprocedurer. Til gengæld kan ikkedykkere, der holder af at bade og snorkle sagtens få masser ud af et ophold på Nabucco. Dykningen er helt klart hovedaktivitet, men værterne arrangerer også gerne gratis udflugter til de omliggende landsbyer eller ind i junglen, og der er mulighed for at stå på vandski, sejle i kano, spille beach volley eller bare dase i en hængekøje med en bog fra øens lille bibliotek.
Nabucco er virkelig en lille Edens have. Eneste slanger her er dem i havet, og de generer ikke os toben. Alt bobler af liv i sin oprindelige, uspolerede form og det er bare at åbne sanserne og tage imod: pygmæsøheste, havskildpadder, coconut crabs, solnedgange, der smelter hele himlen om til ild, og stjerner som følgespots. Man skal være klar til at rejse om ikke til verdens ende så i hvert fald derud, hvor silkehejrerne vender, og turen er ikke charterbillig. Til gengæld får man det tætteste man kan komme på et ophold i paradis.
Se udvalgte billeder fra Nabucco ved at klikke:her
SIPADAN WATER VILLAGE, BORNEO
Sipadan Island ved Borneos østkyst blev i halvfjerdserne kåret som et af verdens ti smukkeste dykkersteder af dykkermesteren over dem alle; Jacques Custeau. Timm besøgte i forbindelse med en række rejseprogrammer øen i år 2000 og var dengang ovenud begejstret for de smukke koraller og det alsidige dyreliv. Så mens vi er på Borneo, skal vi selvfølgelig besøge det, i dykkerkredse, mytiske sted.
Vi sejler med en gammel færge op ad kysten fra Tarakan på indonesisk Borneo til Tawau på malaysisk Borneo. Undervejs skrues airconditionen op, så vi sidder og klaprer tænder til soundtracket af malaysiske B-agentserier, der flimrer på skærme foran os. Vi har en aftale om at blivet hentet i Tawau af repræsentant fra Sipadan, men han kommer et par timer for sent, så vi får tid til at stå og svede og kigge på al havnemylderet: Kvinder der sælger saft og kolde drikke, nærgående ursælgere og en kineser, der skrigende sprætter fem gigantpakker med tusinder af t-shirts op, så han kan tælle dem, inden han sirligt syer dem sammen igen. Stemningen er hektisk og højtråbende, temperaturen nær de 45 grader. Lige da vi for 30. gang afslår at købe et flot Rolex til en tyver, kommer repræsentanten og redder os i sin hvide 4WD. Vi er ret glade for at se ham.
Mabul, som er øen der huser Sipadan Water Village, ligger tre kvarters sejlads fra fastlandet. Selve Sipadan-øen er blevet fredet og lukket for hoteller, så nu bor alle dykkerturisterne på dette flotte resort på den nærliggende Mabul. Resortet er bygget på pæle i vandet og er ved første indtryk smukt, overrendt og meget professionelt. Alting kører efter et nøje planlagt skema, og der er mange ansatte til at sørge for, at alt går som planlagt. Ingen improvisation, ingen udsving. Vi bliver modtaget af en engelsktalende guide med to smoothies og en introsnak på præcis ti minutter.
Dykkkercenteret er nærmest en hel industri. Man får sit eget skab (Husk nummeret, husk at smide nøglen i kurven, når du går, husk nummeret på dindykkervest, din maske, dine finner og din regulator!) Det hele skal henholdsvis hænges på en knage i et bestemt rum og lægges i skabet - dragten hænges på en bøjle, som også har et bestemt nummer. Du kan låne håndklæder men husk at skrive dig ind i bogen på disken! Med nummer. Og så kan du ellers finde dit nummer på den store tavle - den meget store tavle - og se, hvor du skal dykke imorgen, med hvem og i hvilken båd. Alt sammen ud fra nummerkoder. Confused? Oh, jo! Vi glemmer hele tiden at skrive os på og af og føler os som de dumme, nye børn i klassen. Systemet fungerer men er ikke udpræget charmerende. Tingene er ikke helt, som Timm husker dem for syv år siden.
Vandet omkring Mabul er specielt kendt for sin makrodykning; altså dykning efter små fisk og bizarre dimser, som divemasterne er suveræne til at spotte. For eksempel cleaner shrimps. Det er små rejer, der lever af de mikroorganismer, som de renser af andre fisk. Fiskene stopper simpelthen op ved rejernes rede, og så kommmer rejerne ud og renser dem. En slags undervandsbilvask. Vi prøvede at tage regulatorene ud og sætte munden helt ned til dem. Og gudhjælpemig om de ikke kravlede ind og begyndte at rense vores tunger! Ved selve Sipadanøen gælder det dog de store pelagiske dyr: hajer, skildpadder, flagermusfisk og enorme skoler barracuda. Den lille ø står som en champignon på en tynd søjle, der rejser sig 600 meter fra havbunden. At hænge der ved revkanten og skue ned i det dybe, dybe blå sammen med et par hajer, det kan anbefales!
Som det tit forholder sig med store velsmurte maskiner, skal der ikke mange sandkorn til at ødelægge hele systemet. Således også med dykkercenteret her. Pludselig er vores udstyr forsvundet lige som vi skal ud på et morgendyk (jo jo, vi er skam oppe kl 6.00 hver morgen, tro det hvem der kan), og Katrine får smidt en fremmed BCD på ryggen. Desværre én med et par huller i. Det bliver ikke noget særlig godt dyk. Vi prøver også slanger der ryger af regulatoren, lækker i BCD-pumpesystemet og rod i dykkeskemaet. Men værst er det, at vi ofte er tre-fire store grupper, der dykker samme rev på samme tid, så vi ender med at ligge i kø under vand og ikke ser meget andet end en masse japanere i dykkerudstyr. En del af magien ved at dykke, er jo netop roen og ensomheden.
Der er bestemt spændende ting ved Sipadan. Makrodykningen for eksempel er i verdensklasse. Det er næsten som at være på skattejagt, når man ligger der og leder efter minimale, men absurde, skabninger som nøgensnegle, giant frogfish, ghost pipefish og pygmæ blæksprutter. Alligevel er det sidste gang, vi har været på Sipadan. Der er simpelthen for overrendt og samlebåndsagtigt. Turen er lang og bekostelig, og vi synes ikke, stedet er rejsen og pengene værd. Ikke længere. Heldigvis er det nemt at finde andre steder langs Borneos kyst, som byder på fantastisk natur (over og under vand) uden at man skal stå i kø og skrive på tavler (se bloggen om Nabucco Island).
Se udvalgte billeder fra Sipadan ved at klikke:her
Husk at hvis du vil vide mere om os, se flere billeder eller se nogle af de artikler vi har fået udgivet, kan du altid klikke ind på vores hjemmeside - www.globaleye.dk -
Der er også et link til hjemmsiden længere oppe, til højre på denne blog.
KUALA LUMPUR, MALAYSIA
Endelig kommer vi til Kuala Lumpur! Den Malaysiske hovedstad har i årevis stået som en af vores drømmedestinationer, ikke mindst på grund af sit navn…Kuala Lumpur – det lyder lige så eksotisk som Timbuktu og Madagascar.
Lige så snart vi står i KL International Airport mærker vi den. Junglen! Den er i luften, som er mættet af fugt, i lugten af våd jord og hundreder års råd. Den omkranser den futuristiske lufthavn og truer med helt at opsluge den, hvis vi vender ryggen til i bare et øjeblik. Varmen er lige ved at slå benene væk under os. Timm ligner en, der har ligget med hele kropsvægten på sit ansigt og sovet tungt. Det har han nok også. Vi skynder os at kravle ind i en taxa for at komme ind til civilisation og aircondition.
I taxaen får vi svar på adskillige ”Hvor blev de af?” programmer. Både Toni Braxton og Mike and the Mechanics lever for eksempel i bedste velgående af royalties fra genindspilninger af gamle hits på malaysisk, komplet med sirupsstrygere og gjaldende mandekor. ”Unbreak my heart” i Pistepirrko-version kan ikke anbefales. De regnskovsdækkede bakker åbenbarer efterhånden enklaver af sci-fibyggeri og tintin-minareter, og pludselig kan vi se Petronas Towers: Kuala Lumpurs vartegn og stolthed. Byen åbner sig for os med nedslidte træhuse, ultramoderne skyskrabere og sindssyg trafik, domineret af gale scooterkørere. Fra hvert et hus og lejlighedskompleks vejer det malaysiske flag, der ligner en hybrid af Stars and Stripes og den arabiske halvmåne. Egentlig ret passende for et officielt muslimsk land i rivende økonomisk udvikling.
Vores hotel, Radius, ligger centralt i shopping- og restaurantkvarteret, kun ti minutter fra Petronas Towers. Første trætte aften spiser vi på den fine sushirestaurant, Zipangu, på Shangri-La Hotel. Vores gode ven Niclas hævder, at det er en af verdens bedste sushirestauranter, så den må jo prøves. Og den er da også både fantastiskt smukt indrettet og har fremragende mad (selv om vi er nødt til at bede om tæpper for at komme igennem aftenen i den køleskabskolde restaurant – i KL er aircondition = status). Og så lige for en god ordens skyld: Verdens bedste sushirestaurant (uden for Japan), hedder stadig Alex Sushi, og ligger i Oslo!
Som alle andre storbyer, ses Kuala Lumpur bedst til fods, så vi spadserer rundt mellem skyskrabere og Chinatown, gigantiske shopping malls og små gadekøkkener. Kuala Lumpur er multietnisk og dermed broget på alle måder: arkitektonisk og etnisk, i maden, tøjet, lugten og lydene. Det er egentlig nok bare at sidde på en gadecafe og se folk gå forbi: mænd i shorts og t-shirt fulgt af deres tre burkaklædte koner, unge malaysiske mænd med svastiska tatoveret på armen (hinduernes soltegn), jakkesætklædte kinesere og turbanscooterbude. Og så nyder vi selvfølgelig at kunne spise japansk, thai, indisk og malaysisk - masser af fisk og masser af chili - for ingen penge. Et godt fastfood-måltid som for eksempel en skål curry mee koster kun omkring en femmer. Vi vælger dog at undgå malayernes berygtede yndlingsfrugt, durian, som sælges på alle gadehjørner. Frugten stinker af forhistorisk ost og er af samme årsag forbudt at medbringe på hoteller og i malls. Der hænger simpelthen ”No durian”-skilte i lobbyerne.
Transportsystemet i Kuala Lumpur er højeffektivt med et tæt, synkroniseret net af toge, busser, undergrundsbaner og højbaner. Vi suser med monorailen gennem byen og står af ved KLCC Suria; det store indkøbscenter der ligger mellem Petronas tvillingetårne. Her slår vi os i et ekstremt luksusforbrugsunivers. Vi får masseret fødder og skuldre, og kigger på bøger i timevis i Kinokuniya (Asiens største, mest velassorterede boghandlerkæde). Og så falder vi for fristelsen til at shoppe. Alle internationale designere har egne butikker her; Marc Jacobs, Chanel, Blumarine, og Prada. Og priserne er næsten halvdelen af hvad de er i Europa. Butikkerne holder åbent til klokken 22, så der er liv i gaderne til sent, også på hverdage. Børnefamilier og bedstemødre spadserer rundt mellem vaskemaskiner og massagestole, læser bøger på gangene i Kinokuniya og hilser hjerteligt på hinanden i gangene.
Malaysia er en ung nation og Kuala Lumpur derfor en nybygget hovedstad. De fleste af byens utallige højhuse er bygget af banker og benzinselskabe indenfor de sidste 20 år, og det er tydeligt, at der er blevet konkurreret på opfindsomhed og størrelse. Mange internationale arkitekter har fået lov at bygge deres drømmeprojekter her, og vi vandrer rundt i gaderne med tilbagelagte hoveder og kigger op på det ene usandsynlige byggeri efter det andet. Det er ren science fiction. Mellem skyskraberne blander udefinerbart betonbyggeri fra halvfjerdserne sig med kolonistilsbyggeri. Kuala Lumpur er endnu ikke helt den blankpolerede fremtidsby, som den ønsker at være, og netop deri ligger den skæve charme, der adskiller byen fra andre asiatiske storbyer.
Se udvalgte billeder fra KL ved at klikke:her
Comments»
Hej T og K
fedt at se billederne fra Nabucco. Jeg var med til at starte resortet op, og brugte bla 1 måned på at dykke hele området for at finde fede sites. Stod på et tidspunkt på sand bunden ved maratua’s bagside, 6-9 meters sigt….. og 50 mantaer. herligt land.
Prøv endeligt også Kri Eco Resort, og Misool (papua). Så vil i aldrig mere andet !!!!!
Vh Ruben
Thanks for your article.
A few of itsthat can be worn every dayandbeyond are the Classic Flap Bag