Cookie- og privatlivspolitikArgentina
Argentinas hovedstad er en af verdens hippeste metropoler. Bygget op af penge fra sølvminer og landets overflod, stråler Buenos Aires af pompøs arkitektur, kunst, musik og forfinet joie de vivre. Også indbyggerne - kaldet porteños - bærer flere generationers stolthed og naturlig overlegenhed i sig. Ikke engang det økonomiske krak, der i 2001 lammede landet og tvang overlæger og forretningsmænd ud at køre taxa, kan påvirke de stolte argentinere. Porteños er smukke mennesker i en smuk by, og de VED det.
For et par år siden tilbragte vi seks uger i Buenos Aires. Vi var havnet i Argentina efter et halvt års jordomrejse og trængte til at få lidt ro på. Så vi lejede en lejlighed i det dejlige Recoleta-område og tog for os af byens overflod; rødvin og store bøffer, tango, subkulturer, shopping og sightseeing galore. Vi fik venner, gik til kurser og koncerter og havde generelt bare en fest.
Men – da vi nærmede os påsketid, begyndte Timm pludselig at mærke hjemveen trykke. I hans familie samles man altid i sommerhuset i påsken og spiser påskefrokost, inden man kaster sig ud i årets første havbad, og tanken om at gå glip af den tradition, gjorde ham noget forstemt. Jo tættere vi kom Påskesøndag, jo mere hang han med næbbet og lod sig hverken trøste af tango eller tapas. Noget måtte gøres.
Til vores held synes porteños af uransaglige årsager godt om Skandinavien og alt nordisk. I det ultratrendy område Palermo Viejo er der derfor åbnet en Skandinavisk restaurant med det hjemlige navn, Olsen. Her finder man både nordisk indretning i lyst træ, grantræer i gårdhaven og noget så traditionelt som smørrebrød på menuen. Godt nok i en temmelig argentisk fortolkning, men alligevel.
Det lykkedes os at få et bord Påskesøndag til stedets famøse brunch og satte os til rette i de formstøbte finérstole, der lige så godt kunne have stået i Den Sorte Diamant. Vi bestilte forventningsfuldt et par smørrebrødsmenuer. Da de kom, var vi lige ved at falde ned af stolen. Rugbrød! Rigtig ægte rugbrød. I modsætning til hvad mange går og tror, ligger den danske folkesjæl mindre i både kirke og demokrati end i rugbrødet. Vi vil gå langt for vores ytringsfrihed men endnu længere for vores rugbrød. Vi havde været hjemmefra i et halvt år, og der var ingen tvivl om, hvad vi savnede mest. Da Timm fik øje på en flaske Jubilæumsakvavit i baren, var vores lykke gjort. Vi skålede i snaps, spiste smørrebrød og sendte kærlige tanker til familien i sommerhuset.
Og så gik vi ud og dansede tango.
Under vores seks ugers ophold i Argentinas hovedstad Buenos Aires besluttede vi at tage op at se et af verdens erklærede vidundere, Iguazú-vandfaldene, som falder helt oppe ved grænsen til Brasilien. Fra Buenos Aires går der en natbus, der er meget billig til trods for sine store, bløde sovesæder og varme aftensmad (som rørende nok er inkluderet i billetprisen). Man skal godt nok være indstillet på at acceptere forsinket ankomst til Puerto Iguazú. Vores bus stødte for eksempel sammen med en bil en time inden den planlagte ankomsttid, og vi endte med at holde i flere timer og vente på politiet. Men så fik vi til gengæld morgenmaden serveret på en bænk i solen med udsigt til indianskudseende børn, der legede på den røde stenvej mellem farveglade træhuse. Man skal ikke langt væk fra storbyen, før man pludselig er meget på landet.
Fra Puerto Iguazú – en lille støvet flække, der lever af turisterne til vandfaldene – kan man tage busser til både den argentinske og den brasilianske side af faldene. Busstationen er et lille eventyr i sig selv; træperlesælgere summer rundt i det støvede solskin og sløve frugtsælgere drikker maté (argentisk te) i skyggen. Bussen til Brasilien kom først, så den tog vi. Brasiliensiden af vandfaldene hedder Parque National do Iguacu og er bevokset af tæt regnskov, så man først ser faldene, når man er helt tæt. Det første syn er bjergtagende. Delvist dækket af glimtende dampskyer falder kaskader af vand i flere hundrede høje, brede fald. Psykedelisk stærke regnbuer med et spænd på over 270 grader funkler lige foran én, så man får lyst til at hoppe i og dykke efter guldkrukker. Luften er tyk af farverige sommerfugle og højt kredsende rovfugle.
På Argentinasiden er der flere forskellige tilgangspunkter til faldene. På ”Lower Circuit Track” går man et par kilometer gennem junglebevoksning, inden man kommer ud til den nedre side af faldene. Herfra har man et fantastisk udsyn over de symmetriske fald fra den høje bjergside og kan også sejle helt hen til faldet og blive hvinende våd. Mest fantastisk er dog det øvre udsigtspunkt, ”Devils Throat”, som man når med et lille tog gennem junglen efterfulgt af en spadseretur gennem marskagtige floddeltaer. Man ender på en platform helt ude midt på floden, dér hvor den løber allerstærkest, lige inden den falder ud over kanten og splintres til atomer. Trykket fra det vand, der rammer bunden, er så kraftigt, at det presser det faldende vand opad i accelererende dråbegardiner. Skyerne af vanddamp er så massive, at man ikke kan se, hvor flod og fald mødes. En optisk illusion, trækker én nedad mod vandet, som sad man i en rutchebane. Kraften er kolossal.
Iguazú-vandfaldene er en af verdens største turistattraktioner, som tiltrækker t-shirtsælgere og japanske busladninger galore. Men hvor mange attraktioner – som for eksempel vores egen lille havfrue – skuffer i deres opreklamerede hulhed, er Iguazú i sandhed en åbenbaring, som hverken busturismen eller souveniersælgerne kan tage magien fra.
Comments»
guazú-vandfaldene er en af verdens største turistattraktioner, som tiltrækker t-shirtsælgere og japanske busladninger galore. Men hvor mange attraktioner – som for eksempel vores egen lille havfrue – skuffer i deres opreklamerede hulhed, er Iguazú i sandhed en åbenbaring, som hverken busturismen eller souveniersælgerne kan tage magien fra.
Thanks for your article.
A few of itsthat can be worn every dayandbeyond are the Classic Flap Bag