Cookie- og privatlivspolitikCosta Rica, kapitel 1: Abeopgør i Corcovado Monday, 19. May 2008
Skrevet af globaleye under rejse,
I Costa Rica finder man inden for en overskuelig radius tæt regnskov, hvide sandstrande, bjerge, vulkaner og en overvældende gæstfrihed. Costa Ricanerne, også kaldet ”ticos”, er nemlig mindst lige så imødekommende som deres frodige natur. Vi boede for eksempel hjemme hos nogle venners venner, som vi aldrig før havde mødt. I seks uger, vel at mærke. Ikke noget problem. Costa Ricas motto er ”Pura Vida” – (det rene/ægte liv) som løseligt kan oversættes til ”no problem”, og det er i den grad sådan det føles at rejse rundt i Costa Rica. No problem. Pura Vida.
I den sydøstlige del af landet ligger nationalparken Corcovado, som ifølge National Geographic har verdens største artsdiversitet per km2. Det vil sige flest forskellige dyr og planter per km2. Området er en stor, vild jungle med kun få overnatningsmuligheder i udkanten af parken, og det ligger 12-15 timers strabadserende buskørsel fra hovedstaden San José. Alligevel bør alle rejsende i Costa Rica seriøst overveje at tage hertil. Regnskovens skønhed er uforlignelig, og der er garanti for at se masser af aber, araer og måske endda pantere.
Vi rejste den lange vej i en af de lokale busser med sæder, der er konstrueret til folk på max 160 cm, og en ikkeeksisterende affjedring. Ikke just komfortabelt. Men på busserne oplever man en lokalkolorit, der til fulde opvejer de ømme balder; højtråbende avocadosælgere, nysgerrige tandløse damer og fine gamle mænd med hvide gaucho-hatte. Sent om aftenen ankom vi til havnebyen Puerto Jimenez, hvor vi måtte overnatte, så vi kunne komme med morgenbussen til den lille by Carate, der er sidste stop inden parken. Selv sent om aftenen var varmen og fugten overvældende. Regnskoven var pludselig tæt på.
Bussen næste morgen tidlig viste sig at være en ladvogn med to hårde træbænke og en presenning som tag. Der var plads til seks, vi var tolv. Så det var heller ingen komfortabel tur. Til gengæld gik jordvejen langs kysten gennem den smukkeste, vilde regnskov. Alt var overspændt saftigt og grønt i tusind nuancer, jungledyr løb over vejen og ind i den tætte skov, og af og til flaksede en koboltblå sommerfugl med gyldenrød mave tæt forbi os. Det begyndte at regne, tungt og varmt, og presenningen tog kun lige det værste, så vi blev stille og roligt gennemblødte. Heldigvis var det varmt, og verden duftede af eventyr, så vi var ligeglade. Efter et par timer nåede vi Carate, et trinbræt i junglen, hvorfra vi kunne spadsere de sidste par kilometer til parken og den telt-lejr, vi skulle bo på.
Corcovado Lodge Tent Camp er en luksuriøs teltlejr på stranden i udkanten af Corcovado-junglen. Teltene har trægulv og rigtige senge, og hovedbygningen, hvor restauranten og badeværelserne ligger, er bygget i kolonistil i mørkt træ. Overalt kribler det af liv: Der bor farvestrålende papegøjer i træerne over ens telt, den lille sø på grunden er fuld af frøer, og hver eftermiddag besøger en gruppe skrålende makak-aber restaurantens store mangotræ. Fra selve lodgen kan man gå dagture ind i junglen og så vende tilbage til et kølende bad og en drink i de hvide hængekøjer i baren. Ret så perfekt. Og man skal ikke langt væk fra lodgen, før man står midt i regnskovsmylderet.
På vores allerførste tur så vi to funklende ”scarlet maccaws” (røde araer), en lille gylden aguti (en regnskovsgnaver) og en hel familie coatier (næsebjørne). Vi fulgte diskret efter coatifamilien og fandt et godt skjulested, hvor vi kunne sidde gemt og betragte ungerne die, lege med hinanden og hjælpe de voksne med at grave efter krabber i sandet. Pludselig faldt der en stråle lige ved siden af os. Da vi kiggede op, så vi lige ind i en abenumse i palmen et par meter over vores hoveder. Der sad simpelthen en capuciner-abe og tissede på os! Vi kunne godt regne ud, at den prøvede at få os til at skride, men vi var så optagede af de søde, små coatier, at vi nægtede. Først da aben begyndte at kyle frugt efter os, opgav vi ævred og tog benene på nakken. Og på vej væk opdagede vi, hvorfor den var så fjendtlig. På ryggen af den sad den fineste, lille, hvidfjæsede unge og klamrede sig til sin mors pels, mens den kiggede forskræmt ned på os. Den har ikke været mere end et par dage gammel. Sikke et syn! Så lader man sig jo gerne pisse lidt på…
Comments»
no comments yet - be the first?