Cookie- og privatlivspolitikValentinesdag på The Fat Duck Tuesday, 12. Feb 2008
Skrevet af globaleye under rejse,- besøg på verdens (måske) bedste restaurant.
Lad det være sagt med det samme; jeg har ikke den store fidus til molekylær gastronomi. De få gange jeg alligevel har overgivet mig til kemigale kokke, er jeg hver gang gået skuffet (og meget fattigere) fra bordet. Jeg har siddet i både Tivoli og Ålsgårde og ærgret mig over deres ”hjernemad”; kogekunst med mere ambition end smag. Mad, der taler til intellektet frem for sanserne, taler generelt ikke til mig.
Når jeg alligevel for nylig begav mig til The Fat Duck i udkanten af London, var det primært for at glæde Timm. Han har længe fablet om at prøve verdens to bedste restauranter – Fat Duck i England og El Bulli i Catalonien – og Valentines dag virkede som en god anledning, når det nu skulle være. Det kunne ikke blive lige på dagen - der er to måneders ventetid på et bord, så man kan ikke tillade sig at være kræsen med datoen. Det er bare om at slå til.
The Fat Duck ejes og drives med stramme tøjler af madguruen Heston Blumentahl, som i kokkekredse går under kælenavnet ”den kulinariske alkymist” på grund af sin molekylære mad. Blumentahl er noget så sjældent som en autodidakt kok, hvis restaurant nu på tredje år er indehaver af tre Michelin-stjerner. Hans seneste kogebog, In search of perfection, udforsker den perfekte tilberedning af hverdagsmad som pizza og spaghetti bolognaise og konkluderer blandt andet, at en ovnstegt kylling skal marineres over flere omgange natten over og derpå steges i seks timer ved 60 grader. Den slags nørderi kan jeg godt blive lidt træt af.
The Fat Duck er indrettet i en gammel kro i den idylliske stokroselandsby Bray, 45 minutter uden for London. Interiøret er afdæmpet og luksuriøst komfortabelt efter devisen ”det er først godt nok, når man ikke lægger mærke til det”. Lokalet er enkelt og overraskende småt; her er kun plads til omkring 60 gæster ved 15 borde. Her er ingen dress code, og stedet virker umiddelbart rart og uprætentiøst. Vi slapper af fra første minut. To tjenere rækker os simultant det læderindbundne menukort og bringer os straks to glas perfekt afkølet Taittinger Brut – på huset – og en skål med helt friske grønne oliven. Vi beslutter os ret hurtigt for tasting menuen. Med retter som sneglevælling, varm og kold iste og nitrogentilberedt røræg med baconis ser tasting-menuen ud til at repræsentere den molekylære gastronomi på smukkeste vis. Det skærer mig i hjertet at vælge á la carte-kortets jomfruhummerlasagne fra til fordel for sennepsis og blodpølsemousse. Men det er det, vi er her for at opleve.
De første småretter bliver serveret i en lynende fart efter hinanden. Vores kvindelige tjener, som hurtigt viser sig at være indbegrebet af kompetence, fryser en grøn te og vodka-creme i flydende nitrogen ved vores bord og lader os nyde ganerenseren i én mundfuld, mens hun sprøjter et pust citronaroma ud over bordet. Prætentiøst? Måske. Men effekten er rensende for alle sanser. Næste starter består af to gelefirkanter; én orange, én rød. Tjeneren forklarer, at serveringen er en appelsin- og en rødbedegele og siger ”I suggest you start with the orange”. Vi propper pligtskyldigt den orange firkant i munden og opdager, at den smager af rødbede! Og ja, den røde af appelsin. Klassisk sanseforvirring. Da tjeneren henter tallerknerne, spørger vi hende, om der nogensinde er gæster, som ”består prøven”. Hun svarer smilende, at køkkenet bare lige vil se, om de er på bølgelængde med folk, inden måltidet går i gang. Molekylekokke kan åbenbart godt have humoristisk sans.
De næste tre retter er ren overskud: østers med peberrodscreme og passionsfrugtgele, sennepsis med rødkålsgaspacho og trøffeltoast og ristet foie gras, som serveres sammen med en dampende mosbakke, der understreger jordtonerne. Vores Silvaner Spätlese, som vi drikker til alle starters, er i løbet af serveringerne blevet et par grader varmere og supplerer madens skovnoter. Det er simpelthen perfekt. En fantasifuld skaldyrsret anrettes som et lille stykke strand med sand og havskum og ledsages af bølgebrus i en medfølgende i-pod. Ren teater. Andre retter som lakridspocheret laks og anjou-due, er enkle og uprætentiøst velsmagende. Da vi når til desserterne, er vi for længst enige om, at vi sidder midt i vores livs bedste måltid. Uden sammenligning! Vi overgiver os 100% til den molekylære gastronomi og konkluderer, at hjernemad godt kan gå lige i hjertet, når bare det er gennemtænkt og fuldt af smag. Vi er allerede ved at spare sammen til næste tur til The Fat Duck…
Comments»
Hej Katrine
The Fat Duck er et stort ønske for familien med en søn boende i London. Hvad koster det arrangement I omtaler på restauranter?
Hilsen Pernille
Hej Pernille.
Tak for mail. Arrangementet som er deres tasting menu, koster omkring 5000kr for to personer, med vine og hele programmet. Meget dyrt! Meget dejligt!!! Men i skal bestille bord i super god tid. Der er altid to måneders ventetid:-(
Velbekomme fra os begge to!
Fierté est une vertu, vise à promouvoir une croissance de plus en plus un moteur.
Thanks for your article.
A few of itsthat can be worn every dayandbeyond are the Classic Flap Bag